Venstres Ungdom (VU) har lavet en falsk sex-video, der gør grin med Jeppe Kofoed (S), der sidste år i påsken kom i modvind, fordi han havde haft sex med en 15-årig pige ved en fest afholdt af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (SDU).
På videoen ses Jeppe Kofoeds kontor udefra, mens man hører en mande- og en kvindestemme, der dyrker sex.
Men efter hård kritik bliver videoen nu fjernet fra hjemmesiden, skriver Politiken.dk.
Formand for VU, Thomas Banke, siger, at videoen ikke skal opfattes som et personangreb.
"Det er ikke rettet mod Jeppe Kofod som person. Det er en ungdomspolitisk fight," siger Thomas Banke.
Venstres politiske ordfører Inger Støjberg kalder videoen usmagelig.
"Jeg synes, det er under lavmålet, at man går efter en enkeltperson i stedet for politik. VU og DSU skal koncentrere sig om politik, og lade de politiske argumenter råde, i stedet for den slags barnlig leg," siger Inger Støjberg.
Selvom videoen er fjernet fra VU's hjemmesiden kan den fortsat ses på Youtube.