En 58-årig kvinde mistede livet lørdag eftermiddag, da hun kørte sammen med en gruppe motionscyklister på Rendbækvej ved Saltum i Vendsyssel.
Det skriver nordjyske.dk.
Kvinden var på træningstur med en flok andre rutinerede cyklister, da hun pludselig væltede, oplyser vagtchef Peter Redder fra Nordjyllands Politi.
Det førte til, at tre-fire ryttere mere væltede, men de fik kun overfladiske knubs. Der blev forsøgt genoplivning på stedet, men en læge erklærede kort efter ulykken den 58-årige kvinde død. Hun stammer fra lokalområdet, fortæller vagtchefen.
Det er endnu usikkert, hvad kvinden døde af. Det vil formentlig blive slået fast i forbindelse med et ligsyn mandag.
Den 58-årige var medlem af Saltum Trim's cykelafdeling, der lørdag var på en lang hyggetur i adstadigt tempo, skriver nordjyske.dk.
Klubben oplyser, at gruppen havde cyklet godt 130 kilometer, da ulykken skete. Den 58-årige kvinde var ivrig motionscyklist i klubben og var i god form.
Hun havde sammen med de øvrige været af sted på turen fra klokken 9.30 lørdag morgen og til styrtet indtraf klokken cirka 15.
/ritzau/