De fleste danskere kan godt lide sex, og mange vil nok også påstå, at de er gode til det. Men for omkring hver tiende af os er den kønslige akt forbundet med besvær og usikkerhed.
En undersøgelse fra 2005, som først lige er blevet offentliggjort viser nemlig, at 11 procent af danskerne har så alvorlige problemer med at have sex, at de rent faktisk kan påklistres diagnosen seksuel dysfunktion.
Undersøgelsen har ganske vist et par år på bagen, men er ifølge eksperterne stadig aktuel.
"I årtier har Sundhedsstyrelsen fokuseret meget på at reducere antallet af seksuelt overførte infektioner som klamydia og kønsvorter samt hiv og uønskede graviditeter," fortæller overlæge hos Statens Serum Institut Morten Frisch til fpn.dk og fortsætter:
"Det er bestemt også vigtige ting, som vi skal tage os af. Men det betyder, at andre og hyppigere problemer med den seksuelle sundhed ikke bliver taget synderligt seriøst. Og det er skidt i et moderne velfærdssamfund," beklager han.
Sexolog Helle Koldsø advarer danskerne mod at tage alt for seriøst, hvad man oplever på tv.
"Jeg oplever, at mænd og kvinder, som kommer til behandling hos mig, tror de fejler noget, fordi de læner sig op af, hvad andre kan. Og det er ofte et helt urealistisk billede, de kigger efter," siger hun og opfordrer til at acceptere, at sexlivet ikke er så glamourøst som på film.
Hos kvinder kan en seksuel dysfunktion blandt andet være problemer med fugt i skeden, problemer med at få orgasmer, smerter ved samleje og kramper i underlivet. Hos mænd kan det betyde for tidlig sædafgang, rejsningsproblemer og smerter under samleje.
Kilde: fpn.dk