En VW-forhandler i Nykøbing Falster fik sig en ubehagelig overraskelse, da han søndag formiddag kom på arbejde.
I nattens løb havde ukendte gerningsmænd hærget 43 biler og ribbet dem for bilradioer og i nogle tilfælde GPS-udstyr. Derudover var der smadret ruder i hver eneste af de mange biler, oplyser TV 2/ØST.
Bilforhandleren ligger i et industrikvarter i byen, og politiet er på bar bund. Derfor efterlyser politiet vidner i sagen. Det omfattende hærværk og tyveri foregik på et tidspunkt mellem lørdag aften klokken 18 og søndag formiddag klokken halv ti.
Det vurderes, at skaderne løber op i en million kroner.