Hvis socialdemokraterne har troet, at de altid kan regne med støtte fra 3F, blev de muligvis klogere ved partiets sommerstævne i Middelfart. Fagforeningens formand, Per Christensen, der var inviteret som taler, havde nemlig følgende kommentar med til det gamle arbejderparti:
"I vil opleve, at 3F i den kommende tid vil sætte fokus på afgørende temaer. På de bekymringer og drømme, vores medlemmer har. Det bliver en kampagne for vores medlemmer. Ikke for et parti. Men vi vil gerne have jer med om bord," sagde Per Christensen ifølge Fagbladet 3F.
Videre sagde han, at hvis 3F oplevede at det var DF eller andre, der støttede fagforeningens interesser, ville man ikke være bleg for at byde dem velkommen i et samarbejde.
Kritikken af regeringspartiet kom primært efter, at statsminister Helle Thorning har afvist, at regeringen vil gøre noget for at lempe de nye dagpengeregler, hvilket bestemt ikke er faldet i fagforeningens smag:
"Det er rigtige mennesker, der er faldet ud af dagpengesystemet. 3F'eren, som har arbejdet, siden skolen, som blev arbejdsløs under krisen og nu ender med at falde ud af dagpengesystemet og må sælge sit hus," lød kritikken fra formanden ifølge Fagbladet 3F.
Der blev dog også plads til ros for henholdsvis beskæftigelsesreformen og reformen af erhvervsuddannelserne.
Kilde: Fagbladet 3F