Problemer i parforholdet og misbrug af alkohol resulterede i, at en 38-årig kvinde tirsdag morgen blev skudt og dræbt på klos hold med et jagtgevær af sin kæreste i Asnæs nær Holbæk.
Det fortæller vicekriminalinspektør fra Holbæk Politi Flemming Bjørkmann efter, at drabsmanden i eftermiddag blev fremstillet i grundlovsforhør.
- Årsag og motiv har været problemer i deres forhold og alkohol, der gjorde, at de besluttede at gå hver til sit. Men det kunne han altså ikke håndtere, og så er det blevet denne ulykkelige udgang, siger Flemming Bjørkmann, der oplyser, at parret sammen havde en dreng på 15 år.
Ifølge vicekriminalinspektøren løb gerningsmanden over til sine forældre efter at have begået drabet.
- De boede ti minutters gang fra kvindes forældre, hvor hun opholdt sig, fordi parret lige var gået fra hinanden. Han fortalte sin stedmor, at han havde gjort noget forfærdeligt. Og hun opfordrede ham til at ringe og melde sig selv med det samme. Og det gjorde han så, siger Flemming Bjørkmann.
Drabsmanden er fængslet frem til 17. april og kan forvente en straf på omkring 14 års fængsel.