En 37-årig mand fra Padborg er nu tiltalt for at have delt billeder af en voldsom dødsulykke på Facebook. Det skriver DR Syd.
Den 37-årige mand er uskyldig, lyder det fra forsvarsadvokaten Hans Henrik Wurlitze til DR Syd.
På billedet, der blev delt på Facebook, kan man ikke identificere de to omkomne personer, vurderer Hans Henrik Wurlitze. Ifølge ham skal personerne på billedet kunne genkendes, før hans klient kan dømmes.
Anklagemyndigheden har en anden opfattelse. Ifølge advokaturchef Lise-Lotte Bøhm er sagen en krænkelse af privatlivets fred, hvilket bør medføre en kort fængselsstraf, siger hun til DR Syd.
Ifølge Vibeke Borberg, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ekspert i mediejura, er det forholdsvist nyt, at domstolene skal tage stilling til, hvorvidt et billede på sociale medier er krænkende eller ej.
- Der er i øjeblikket ret mange retssager, som handler om grænsen for offentliggørelse af fotos. Det er svært at afgøre, både for offentligheden og for jurister, om sagerne er på den ene eller anden side af loven, siger hun til DR Syd.
DR SYD