Da familiefaren William Qurshie med en øl i hånden en tidlig morgen 15. september sidste år blev stukket en gang i hjertet ved Cafe Louise på Nørrebro, så stod en 28-årig drabstiltalt med ryggen til.
Derfor blev den 28-årige frikendt af et nævningeting i København Byret tirsdag, der modsat kendte den 29-årige mand, der førte kniven, skyldig.
Familiefaren fra Ghana døde af det ene stik, og drabet var den tragiske ende på et værtshusslagsmål, der bølgede frem og tilbage både inde på selve værtshuset og udenfor. Der blev både brugt knive, slagvåben og knuste flasker.
Nævningene mener, at den 28-årige er uskyldig, fordi han gik forbi William Qurshie uden at gøre noget. Først da den 28-årige havde passeret den afdøde og stod med ryggen til, stak den 29-årige familiefaren ned.
Den 29-årige er derimod kendt skyldig i drabet, fordi han med sin adfærd accepterede, at William Qurshie kunne dø af skaderne.
Den 29-årige er ud over drabet også skyldig i tre drabsforsøg og grov vold, mens den 28-årige blev kendt skyldig i to drabsforsøg, grov vold og vold under værtshusslagsmålet.
En tredje mand på 32 år - den 29-åriges storebror - er kendt skyldig i to episoder af vold og blev dermed frikendt for to drabsforsøg.
Det præcise forløb kommer fra en overvågningsvideo, som viser slagsmålet og det efterfølgende drab.
Sagen har været længe undervejs, da politiet først skulle have den 29-årige tiltalte hentet til Danmark fra Libanon. Politiet mener, at han flygtede til Libanon kort efter slagsmålet på Café Louise.
Senere tirsdag skal anklager og forsvarere argumentere for, hvilken straf de mener, de tre mænd skal have. Dommen falder senere tirsdag i byretten.
/ritzau/