En 18-årig ung mand fra Aalborgs sydlige opland faldt om under en fest natten til tirsdag. Han havde ifølge politiet indtaget 10 ecstasy-piller og ankom til sygehuset med hjertestop tirsdag morgen. Det lykkedes for lægerne at få liv i manden, men han døde senere på morgenen, skriver nordjyske.dk.
Politiet mener, at ecstasy-piller var af mærket Orange Tulipan , der har et tulipanhoved som logo og en lys orange farve.
- De er formentlig en del stærkere end gennemsnittet, og specielt
uerfarne brugere kan blive overrasket, fortæller vicepolitiinspektør ved Aalborg
Politi John Henriksen til DR Nordjylland.
Politiet advarer derfor andre mod at tage pillerne. Derudover er også en
anden form for ecstacy i omløb, kaldet "Blå sommerfugle", fordi de er
blå og har en sommerfugl som logo.