Ydmyg crossprofil kickstarter karrieren på danske veje

Sport
Wout Van Aert fik succes på landevejen, da verdensmeteren i cykelcross vandt PostNord Danmark Rundt søndag. (Foto: Foto: Thomas Sjørup/Scanpix)

Trods tre VM-titler i cykelcross skyder sejren i Danmark Rundt landevejskarrieren i gang for belgisk vinder.

PostNord Danmark Rundt blev muligvis et nyt og stort skridt i cykelkarrieren for verdensmesteren i cykelcross, Wout van Aert.

Da rytterne søndag krydsede målstregen på Frederiksberg Allé kunne den 23-årige belgier således lade sig hylde som vinder af det danske etapeløb.

Det skete efter fem etaper, hvor Wout van Aert sammen med Vérandas Willems-holdet dominerede ved at vinde samlet og snuppe tre etapesejre.

Van Aert vandt selv kongeetapen med mål i Vejle, og holdkammeraten Tim Merlier vandt både 3. etape samt sidste etape søndag.

- Vi vandt stort set alt. Det føles selvfølgelig godt. Tim er en af mine bedste venner og superstærk i spurten. Nogle gange er hans selvtillid ikke så stor, som den burde være, og han havde brug for den første sejr.

- Vi så i dag, at det hjalp ham til at vinde endnu en. Jeg er lige så glad for hans sejre, som jeg er for mine egne, siger Wout van Aert.

Under det danske løb er han trådt ud af skyggen fra de hårde mudderbade i cykelcross og ind på landevejsscenen, og mere kan være i vente.

Det var da også, hvad løbsdirektør Jesper Worre forudsagde, da han i begyndelsen af juli præsenterede Wout van Aert som deltager.

- Hvis ikke han allerede er det, så bliver han et kæmpe navn i international cykelsport - også på landevejen, lød det dengang fra Worre i en pressemeddelelse.

Belgieren blev verdensmester i cykelcross i 2016, 2017 og 2018, og han forsøger til februar af vinde for fjerde gang i træk, når han vender tilbage til Danmark og kører VM i Bogense på Fyn.

Her tropper han så op som forsvarende vinder af PostNord Danmark Rundt, og meget tyder på, at Wout van Aert har taget de danske cykelfans til sig efter fem etaper rundt i landet.

- Det har været en virkelig god uge. Publikums opbakning var ret overvældende. Hver dag blev vi overraskede over antallet af mennesker, men der var flest i København.

- Hele rundstrækningen var én lang række af mennesker, der heppede på os. Det havde jeg ikke forventet, da jeg kom til Danmark. Det overraskede mig meget, men det var en god overraskelse, siger belgieren.

Han fik også vist potentialet på lørdagens enkeltstart, hvor kun danske Mads Pedersen var hurtigere.

- Jeg ved, at sådan en etape passer mig. Det er fuld fart frem, og det er jeg vant til fra cykelcross, sagde Van Aert lørdag.

Ud over sejren i Danmark og VM-titlerne i cykelcross har han tidligere vundet en etape i Belgien Rundt og er sluttet på tredjepladsen i det hårde World Tour-løb Strade Bianche.

/ritzau/