Der bliver deltagelse af et kommende topnavn i cykelsporten, når etapeløbet Danmark Rundt køres fra 1. august.
Det meddeler PostNord Danmark Rundt i en pressemeddelelse.
23-årige Wout Van Aert er måske ikke kendt i brede cykelkredse endnu, men det er en trefoldig verdensmester i cyklecross, der deltager i det danske etapeløb sammen med holdet Vérandas Willems-Crelan.
- Hvis ikke han allerede er det, så bliver han et kæmpe navn i international cykelsport - også på landevejen. Vi glæder os rigtig meget over, at Van Aert og Vérandas Willems-Crelan kører med i PostNord Danmark Rundt 2018, siger løbsdirektør Jesper Worre i pressemeddelelsen.
Van Aert blev verdensmester i cyklecross i 2016, 2017 og 2018, og til februar forsvarer han sin VM-titel på dansk grund i Bogense.
- Jeg kender udmærket PostNord Danmark Rundt og glæder mig rigtig meget til at køre løbet. De seneste par år har en deltagelse ikke kunnet lade sig gøre.
- Jeg forventer et meget hurtigt løb, hvor særligt enkeltstarten vil blive afgørende for det samlede klassement. Jeg vil være i topform i slutningen af juli og starten af august. Herefter vil jeg slappe lidt af og begynde at forberede mig til cyklecross-sæsonen stille og roligt, citeres Van Aert for.
16 hold er foreløbigt på startlisten til Danmark Rundt, og yderligere fire hold bliver præsenteret i de kommende uger.
Løbet begynder i Aalborg 1. august.
/ritzau/