Antallet af døde med coronavirus i Danmark stiger med tre til 529. Det oplyser Statens Serum Institut.
Coronavirus er ikke nødvendigvis årsagen til dødsfaldene. Alle, der er døde inden for 60 dage efter en positiv test, tælles med i statistikken.
Antal indlagte stiger med to, så i alt 196 er indlagt ifølge opgørelsen.
40 er på intensiv, mens 33 er i respirator. Det er én mere end lørdag for begge tal.
10.429 er bekræftet testet positive.
I alt er 317.834 registreret testet for coronavirus, efter en offensiv teststrategi er sat i værk, hvor langt flere bliver testet dagligt.
Det foregår blandt andet i en række testcentre, der er placeret landet over.
Antallet af test er formentlig højere.
Test, hvor der endnu ikke foreligger svar, eller hvor resultatet har været uklart, tæller ikke med i statistikken.
8.217 har overstået infektionen. En overstået infektion betyder, at man 14 dage efter konstateret smitte ikke er indlagt eller død.
Tallene kommer dagen før, at Danmark for alvor går i gang med fase 2 af genåbningen.
Mandag kan detailhandel åbne. 18. maj kan blandt andet restauranter og caféer åbne.
Samtidig oplyste Statens Serum Institut lørdag aften, at smittetrykket er faldende.
I perioden 19.-24. april har smittetrykket ligget på 0,9, men det har siden udvist en faldende tendens.
Smittetrykket er et udtryk for, hvor mange andre en person med coronavirus i gennemsnit smitter.
Et smittetryk på 0,9 betyder, at en person med coronavirus i gennemsnit smitter 0,9 andre mennesker.
Statens Serum Institut har dog flere gange understreget, at tallet er behæftet med usikkerhed. Men det er et tal, som politikere og andre myndigheder holder skarpt øje med i forbindelse med genåbningen af landet.
/ritzau/