I går aftes var Dansk Folkepartis Kim Christensen på scenen i X Factor sammen med andre tidligere medlemmer af konkurrencen. I dag kommer en historie frem, han formentlig er knap så stolt af.
B.T. har nemlig fået adgang til en e-mail, transportordføreren har sendt til det skandaleramte PR-bureau Waterfront. Her forsøgte Kim Christensen at få fingrene i gratis togbilletter.
- Hej Lars. Har du stadig DSB som kunde. Jeg har videresendt en mail fra min datter, som er ved at afslutte sin uddannelse. Hun skal være (producerass.) til at lave denne film...de har fået nogle gode spillere med som arbejder gratis, men der skal betales transport, så lidt fribilletter fra DSB vil gøre...Er det noget du kan formidle eller hjælpe mig med et navn, skrev DF'eren til Waterfronts direktør Lars Poulsen.
Denne skrev videre til DSBs underdirektør Peder Nedergaard Nielsen og foreslog at give Kim Christensen, hvad han bad om.
- Vi har en god ven i Kim, når det brænder
X Factor-sangeren og politikeren fik dog aldrig billetterne og kan i dag godt se, han blandede tingene sammen.
- Jeg kan godt se, at det ser dumt ud, og jeg skulle ikke have sendt den mail, siger han til B.T.
Waterfront har tidligere været kritiseret for at have forsøgt at forhindre negative historier i at blive skrevet om bureauets store kunde DSB.