Voksende virusudbrud i Sydkorea udsætter militærøvelse med USA

Samlet er der nu registreret 1595 personer, der er smittet med coronavirus i Sydkorea. Her ses et marked i landets hovedstad, Seoul. (Foto: Kim Hong-Ji/Reuters)

Sydkorea udsætter fælles militærøvelse med USA som følge af coronavirus, der er steget drastisk i landet.

USA og Sydkorea udsætter en fælles planlagt militærøvelse i frygt for spredning af coronavirus.

Det oplyser de sydkoreanske sundhedsmyndigheder natten til torsdag dansk tid.

Militærøvelsen, der var planlagt til at løbe af stablen i foråret, er udsat på ubestemt tid.

Beslutningen er truffet, da antallet af virussmittede i Sydkorea er steget drastisk de seneste dage.

Det seneste døgn er antallet af smittede ligeledes steget i landet.

Her er 334 nye smittetilfælde blevet registreret, hvilket bringer det samlede antal op på 1595 personer.

Der er tale om en stigning i antallet af nye smittetilfælde sammenlignet med det forrige døgn, hvor der blev bekræftet 169 nye smittede.

Det oplyser de sydkoreanske sundhedsmyndigheder natten til torsdag dansk tid.

Sydkorea er det land efter Kina, hvor flest personer er smittede med coronavirus.

Af de smittede er 22 personer efterfølgende blevet erklæret raske igen, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University i USA.

Det seneste døgn er der ingen nye dødsfald i Sydkorea, og dermed ligger det samlede antal døde fortsat på 12 personer.

Blandt de smittede er en amerikansk soldat, der er udstationeret i Sydkorea, oplyste myndighederne onsdag.

USA har omkring 28.500 tropper i Sydkorea for at beskytte landet mod Nordkorea. Militærbasen, der ligger syd for Seoul, er den største amerikanske militærbase i udlandet.

I Sydkorea er omkring 90 procent af smittetilfældene registreret i byen Daegu. Det skriver AFP.

Gaderne i byen, der har omkring 2,5 millioner indbyggere, har de seneste dage ligget nærmest øde hen.

Mange af smittetilfældene i Daegu kan knyttes til menigheden Shincheonji. Her har en 61-årig kvinde været til flere gudstjenester, hvorefter hun er blevet testet positiv for virusset.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters