2012 har været et gråt år for det private forbrug, som både økonomer og politikere havde håbet kunne skubbe væksten i gang.
Men chippen på dankortet forventes af De Økonomiske Vismænd at komme mere i brug i 2013 og 2014. Vismændene forventer i den nye vismandsrapport, at privatforbruget vil stige mere end hidtil forventet.
I 2013 vil vi bruge 0,4 procent mere og ende på en vækst på 1,6 procent. I 2014 kommer der samlet lidt mere damp på kedlerne, og forbruget ender på 1,8 procent af bruttonationalproduktet.
Det går dog langsomt med væksten, da vi skal helt frem til år 2020, før privatforbruget kommer op på to procent.
Vismændene konkluderer, at højere udbetaling af efterlønspenge sammen med skattereformen, der blandt andet betyder lavere skat for danskere i beskæftigelse, giver stigningen i væksten.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har haft sine egne regnedrenge til at nærstudere vismandsrapporten og erklærer sig enig i, at der er udsigt til vækst i det private forbrug. Dog skal danskerne have mere jobtryghed, hvis væksten for alvor skal i gang og flere arbejdspladser dermed skabes.
- Hvis tilliden i økonomien skal genskabes, er det derfor afgørende at skabe større tryghed i forhold til jobmulighederne. Et ensidigt fokus på finanspolitisk konsolidering, som på den korte bane forringer jobmulighederne, er derfor en farlig strategi, som kan risikere at sende dansk og europæisk økonomi ud i en endnu dybere tillidskrise, skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i sin kommentar til vismandsrapporten.
Meget tyder på, at regeringens kickstart, der skulle sikre vækst antallet af job på hele 21.000 nye job i 2012 og 2013, ikke virker.
Men regeringens investeringsvindue, hvor virksomheder kan investere i for eksempel nye maskiner og få 15 procent i skatterabat, kan give en positiv effekt. Ordningen løber til og med 2013. Vismændende vurderer, at investeringerne giver et hurtigt vækst-sus.
Den effekt håber Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan give en bred vækst, der bunder i stigende optimisme.
- Det er helt nødvendigt at få løftet erhvervslivets investeringer her og nu, fordi økonomien ellers risikerer at blive fanget i negativ spiral, hvor virksomheder og forbrugere
fortsætter deres tilbageholdende adfærd, lyder vurderingen.
De Økonomiske Vismænd får desuden opbakning til vurderingen om, at regeringens bebudede finanspolitiske stramninger i 2013 og 2014 kan få negativ virkning.