- Det bliver dyrt, konstaterer vagtchef Steen Nyland ved Fyns Politi efter en biljagt i Middelfart.
Her stikker en 40-årig mand fra Fyn af, da en patrulje først på natten til onsdag vil stoppe en hvid kassevogn i byens gader, skriver TV 2/Fyn.
- Og så går den vilde jagt rundt omkring i Middelfart, siger Steen Nyland.
Jagten stopper dog, da den 40-årige kører kassevognen ind på en blind vej og fortsætter flugten til fods. Her er manden ikke hurtig nok og bliver løbet op og anholdt.
Beruset osv., osv. ...
Når politiet er færdig med at gøre regnskabet op, bliver det en bekostelig affære for den 40-årige.
Han vil nemlig blive sigtet for en stribe forseelser.
Blandt andet skal han stå til regnskab for uheld, som han forårsagede under biljagten. Oveni kommer en fartbøde.
Derudover har han ikke gyldigt kørekort, bilen er ikke indregistreret og havde påmonteret afmeldte nummerplader.
Han var desuden beruset og havde en mindre mængde amfetamin i bilen, oplyser vagtchefen til tv-stationen.