Silkeborg tog hjemme imod Esbjerg og tabte 0-1 i fredagens sene Superligakamp. Gæsterne scorede kort efter pausen, og træner Viggo Jensens tropper formåede ikke, trods et tungt pres i slutfasen, at få udligningen i hus.
Nederlaget efterlader Silkeborg på sidstepladsen i Superligaen, og Viggo Jensen indrømmer da også, at det ser svært ud, hvis man skal overleve i rækken.
- Nederlaget har ikke gjort tingene nemmere for os. Der var ellers point inden for rækkevidde, og jeg synes også, at vi spiller lige op med Esbjerg i dag. Vi kan desværre ikke bruge nederlaget til noget, siger han.
- Der var lidt for meget håndbremse rundt omkring. De gange, hvor vi kastede forsigtigheden lidt over bord, kom vi også ind og fik bid i matchen. Og specielt i slutningen af kampen pressede vi godt på, fortæller Jensen.
Der resterer fire kampe af sæsonen, hvilket efterlader 12 point at spille om. Viggo Jensen vil dog ikke gætte på, hvor mange point der skal til for at redde sig, til gengæld tager han de gode sidste 30 minutter med sig.
- Jeg kan tage det positive med fra kampen, at vi spiller en god sidste halv time, hvor kampen ligeså godt kunne have tippet over til os. Desværre lykkedes det os ikke i dag, men vi må bare kæmpe videre, siger han.
Silkeborg skal forsøge at rejse sig og hente livsvigtige point i bestræbelserne på at overleve, når FC Nordsjælland gæster Mascot Park den 3. maj.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.