Skal vi tillade doping i sport? Jamen, det er da uhyre let at tage stilling til. Selvfølgelig skal vi ikke det, mener gud og hver mand ? der ikke har sat sig ind i det. Men spørgsmålet er meningsløst, så længe doping ikke er defineret, og den opgave er WADA (verdens anti-doping-agentur) bekvemt gået uden om. WADA har simpelt hen bestemt, at doping er det, WADA skriver på sin dopingliste.
Hvis vi med doping mener præstationsfremmende midler, så er nogle former for doping faktisk tilladt. Kreatin og koffein er for eksempel præstationsfremmende, men står ikke på WADA s liste. Dopingbekæmpelsen har siden den store afsløring under Tour de France i 1998 udviklet sig til et moralsk korstog. Det er på høje tid, at vi besinder os på, hvad det er, vi vil bekæmpe, hvorfor vi vil bekæmpe det, og hvordan det gøres bedst.
Tænk, hvis genteknologien en dag resulterede i, at vi med en enkel manipulation kunne få forbedret vores hjerte-lunge-funktion helt uden bivirkninger med det resultat, at vores livslængde blev forøget med 50 år, samtidig med at vi fik en fem procent større ydeevne. Jeg vil tro, mange ville takke ja til den behandling ? deriblandt også nogle af de mest indædte dopingmodstandere. Om de i deres iver efter en ren sport ville nægte atleter samme mulighed ? se, det er et åbent spørgsmål.