Margrethe Vestager har de seneste fem år vundet sig et ry for at slå hårdt til mod store og små virksomheders særlige aftaler med EU-lande om at lette deres skattebyrde.
Tirsdag er to af disse sager blevet prøvet ved EU-Domstolen, og EU's danske konkurrencekommissær får ret i den ene og uret i den anden.
En særlig skatteaftale, som kaffekæden Starbucks indgik med Holland, var ulovlig statsstøtte, slog EU-Kommissionen fast i 2015.
Men Vestagers folk har ikke været i stand til at løfte bevisbyrden. Sagen mod Holland og Starbucks afvises, hedder det i den ene afgørelse.
- Kommissionen har ikke været i stand til at bevise, at Starbucks havde en fordel, skriver domstolen i en pressemeddelelse om afgørelsen.
Kommissionen havde krævet, at Holland skulle inddrive yderligere 30 millioner euro fra Starbucks i tabte skatteindtægter.
I en anden sag stadfæster EU-Domstolen en skatteafgørelse mod Fiat Chrysler. Den gik på, at Luxembourg skulle kræve 30 millioner euro fra bilfabrikanten.
- I dagens afgørelse afviser EU-Retten sagen, og den bekræfter EU-Kommissionens afgørelse som gyldig, hedder det.
30 millioner euro svarer til 224 millioner kroner.
Margrethe Vestager argumenterede i 2015, at skatteaftalerne i Holland og Luxembourg kunstigt bidrog til at sænke de to virksomheders skattebyrde.
EU-Kommissionen har ikke truffet beslutning, om sagen mod Holland og Starbucks skal ankes.
- Dagens dom giver vigtig vejledning til, hvordan EU's statsstøtteregler skal håndhæves på skatteområdet. Samtidig har alle sager særlige forhold, og de involverer komplekse juridiske spørgsmål, siger Margrethe Vestager i en skriftlig udtalelse.
Kommissionen vil nu nærlæse dommen grundigt, siger kommissæren.
De to afgørelser falder, mens EU-Domstolen brygger på endnu en dom - i en helt anden liga. Det er afgørelsen om, at Irland skal inddrive yderligere 13 milliarder euro fra Apple.
Den handler også om ulovlig statsstøtte, og domstolen holdt i sidste uge en høring i sagen.
Her sagde en advokat for Apple, at skatteafgørelsen er "i strid med virkeligheden og al sund fornuft", da den ifølge ham ville betyde, at Apples aktiviteter i Irland tegnede sig for næsten alle Apples indtægter uden for USA.
/ritzau/