Ansatte hos Copenhagen Flight Services (CFS), der håndterer bagage for en række lavprisselskaber i Københavns Lufthavn, har accepteret at vende tilbage til arbejdet efter en kort arbejdsnedlæggelse.
Det bekræfter CFS's direktør, Lars Wrist-Elkjær.
Omkring 70 af CFS' ansatte nedlagte mandag formiddag arbejdet.
Selskabet står for at håndtere bagage i Københavns Lufthavn for en række lavprisselskaber såsom EasyJet og Ryanair. De forskellige lavprisselskaber er samlet i én afgangsfinger i lufthavnen.
Medarbejderne nedlagde arbejdet efter dagens første bølge af fly var sendt af sted.
Lars Wrist-Elkjær oplyser, at arbejdsnedlæggelsen bundede i en personalesag mod en leder. Derudover ønsker han ikke at gå i detaljer om tvisten.
Der er ifølge CFS-direktøren tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.
Strejken kom til at vare i nogle timer. Omkring klokken 11.20 blev arbejdet genoptaget.
Omkring klokken 9.20 oplyste Københavns Lufthavn, at arbejdsnedlæggelsen ikke havde betydet nogle aflysninger.
I en opdatering lidt efter 11.30 bekræfter lufthavnen, at arbejdet genoptaget.
- Det betyder, at Transavia, EasyJet og Ryanair flyver igen. Forsinkelser kan opstå, skriver lufthavnen på sin profil på det sociale medie Twitter.
- Berørte passagerer bør kontakte deres flyselskab/rejseselskab med spørgsmål.
/ritzau/