De høje priser på benzin og diesel kan mærkes hos danske bilister.
Ifølge værkstedschef Thomas Østergaard kan flere enkle ændringer i hverdagen være med til at holde brændstofforbruget nede.
Det kan mærkes på pengepungen, når bilen skal tankes. Men bilister kan selv gøre en række ting for at få benzinen eller dieselen til at række længere.
Det fortæller Thomas Østergaard, der er værkstedschef hos bilforhandleren N.O. Jensen.
- Vi kan tydeligt mærke det på vores kunder i øjeblikket. Mange af vores kunder kommer til os med en bekymring om, at det er tid til at udskifte deres bil, selvom den stadig er velkørende, siger han.
Ifølge værkstedschefen er der dog flere steder, hvor bilister kan sætte ind, før de overvejer at skifte bilen ud. Korrekt dæktryk og sporing kan have betydning for brændstofforbruget. Det samme gælder kørestilen.
- Der er faktisk meget at spare på i det daglige. Det korrekte dæktryk, sporing og andre tekniske indstillinger kan have stor betydning for brændstofforbruget, og det samme gælder unødvendige opbremsninger, høj fart på motorvejen og at køre rundt med tagboks eller tungt grej, hvis man ikke skal bruge det, siger Thomas Østergaard.
Flere vælger elbil
Samtidig vokser antallet af elbiler. Ifølge pressemeddelelsen har Danmark rundet 700.000 elbiler, og på under fem måneder er der kommet 100.000 flere til. Udviklingen kan også mærkes hos N.O. Jensen, hvor flere elbiler kommer på værkstedet.
- Og jeg tror bestemt, at prisen ved standeren spiller en stor rolle i det valg. Folk vil ikke give næsten 20 kroner for en liter, når de skal have tanket deres bil, siger Thomas Østergaard.