Erhvervsstyrelsen har fået fjernet 1,3 millioner ulovlige produkter fra én onlineplatform.
Nu vil erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard presse på for at give platformene større ansvar.
Selvantændende opladere, farlige bamser og giftig kosmetik er blandt de produkter fra tredjelande, der ikke lever op til danske og europæiske krav.
Nu har Erhvervsstyrelsen fået fjernet 1,3 millioner ulovlige produkter fra en enkelt onlineplatform, oplyser Erhvervsministeriet. Ifølge ministeriet udgør produkterne både en sikkerhedsrisiko for forbrugerne og et problem for konkurrencen på EU's indre marked.
Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard (RV) vil presse på for at give onlineplatformene et større ansvar for de produkter, de formidler, blandt andet via et møde med EU's kommissær for velstand og industriel strategi Stéphane Séjourné for at drøfte EU-Kommissionens kommende forslag til en ny produktlov.
- Container efter container med billige, farlige og konkurrenceundergravende pakker vælter ind i EU. 1,3 millioner ulovlige varer fra bare en enkelt platform understreger med al tydelighed problemet, siger Martin Lidegaard.
Ministeren ønsker, at platformene i højere grad skal holdes ansvarlige for de varer, der sælges via deres hjemmesider.
- Derfor skal vi stramme grebet om platformene, så de bliver tvunget til at tage mere ansvar for de produkter, der sælges på deres hjemmesider, siger han.