Flere erfarne danskere undersøger mulighederne for at arbejde i Grønland, oplyser Grønlandsbanken.
Ifølge banken handler interessen ikke kun om jobbet, men også om livskvalitet, fællesskab og nye oplevelser.
Flere danskere med mange år på arbejdsmarkedet kigger mod Grønland, når der skal ske noget nyt i arbejdslivet.
Det oplever Grønlandsbanken, som de senere år har mærket en stigende interesse for jobmuligheder fra blandt andre erfarne rådgivere og ledere i den danske finansbranche.
- Vi oplever markant flere henvendelser fra danskere, der aktivt undersøger mulighederne for at arbejde i Grønland. For mange fylder livskvalitet og meningsfulde rammer lige så meget som karrieren og selve arbejdet, siger Patricia Lund Olsen, HR-chef i Grønlandsbanken.
Christian Lyhne Ibsen, lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, peger på, at det især kan være lettere at tage springet for personer uden børn i skolealderen eller andre faste bindinger.
Samtidig kræver det ifølge ham en vis risikovillighed. Nogle søger nye faglige muligheder, mens andre ønsker et anderledes arbejdsliv eller muligheden for at udleve en eventyrlyst.
Tog springet
En af dem er Heidi Nielsen fra Horsens. I 2021 flyttede hun til Nuuk efter mere end 30 år i danske banker i Østjylland. Beslutningen kom blandt andet efter opbakning fra hendes voksne børn.
- Jeg havde egentlig ikke tænkt, jeg skulle skifte job. Men mine voksne børn sagde, at jeg skulle gribe chancen. Så tænkte jeg: Hvad er det værste, der kan ske? Jeg kan jo altid tage hjem igen, siger Heidi Nielsen, der er teamleder i Grønlandsbanken.
I dag er hendes datter også flyttet til Grønland. Sammen har de blandt andet gået den 165 kilometer lange Arctic Circle Trail. For Heidi Nielsen er naturen blevet en vigtig del af hverdagen.
- Jeg har naturen lige uden for døren og elsker at tage på vandreture fjeldene og sejlture i fjordene. Det hele er lige i baghaven. Nærheden til naturen har også givet mig en anden tilgang til hverdagen, siger hun.
Hun fremhæver også fællesskabet og forholdet til kollegerne som en vigtig del af livet i Grønland.
Bolig og fællesskab
Grønlandsbanken oplyser samtidig, at det kan være vanskeligt at tiltrække kvalificerede medarbejdere i Grønland. Derfor handler rekrutteringen ifølge banken ikke alene om selve jobbet. Bolig, sociale forhold og hjælp til at falde til er også en del af indsatsen for at tiltrække medarbejdere udefra.
- Når man flytter så langt væk, er det ikke kun selve jobbet, der skal være på plads. Det sociale liv, de praktiske forhold og hverdagen spiller en meget stor rolle. Derfor har vi fokus på onboarding, bolig og fællesskab, så nye medarbejdere hurtigt føler sig hjemme, siger Patricia Lund Olsen.