Ti enorme græskar skal på vægten, når Tivoli 3. oktober afholder DM i Kæmpegræskar.
Den danske og nordiske rekord lyder på 1.115,8 kilo, og ifølge Tivoli er der i år mulighed for, at den bliver slået.
Der skal stærke arme til. Og måske også en kran.
Lørdag den 3. oktober samles ti af landets mest entusiastiske græskardyrkere i Tivoli i København til DM i Kæmpegræskar, og der er mere end titlen på spil.
Den danske og nordiske rekord er på 1.115,8 kilo og blev sat i 2024 af Peter Holst Olsen fra Næstved. Han er med igen i år, og ifølge Tivoli har vækstsæsonen givet håb om, at rekorden kan blive udfordret. Varme dage, rigelig regn og kølige nætter har ifølge Tivoli givet gode betingelser for de enorme græskar.
Deltagerne kommer blandt andet fra Næstved, Skanderborg, Vig, Mørke, Vordingborg, Askeby, Haslev, Tølløse og Ringsted.
Skruede ned for gødningen
Rekordholder Peter Holst Olsen vandt også konkurrencen sidste år. Dengang vejede hans græskar 903,5 kilo. I år har han valgt en lidt anden opskrift.
- I år bliver mit græskar noget helt særligt. Jeg har reduceret gødningsmængden med 60 procent i forhold til rekordåret 2024. I stedet har jeg arbejdet målrettet med nøje afmålte doser gødning, og med gavnlige bakterier og svampe som ser ud til at virke, siger Peter Holst Olsen.
Græskardyrkningen har efterhånden udviklet sig til mere end lidt hygge i haven. Sammen med forskere undersøger Peter Holst Olsen ifølge Tivoli, hvordan særlige svampe og bakterier kan styrke planternes vækst. Det indebærer blandt andet laboratorieanalyser i udlandet og et kælder-setup med mikroskoper og AI-analyser.
- Hobbyen har nok efterhånden grebet en smule om sig, men det er sjovt, siger han.
Selv styrkeløfterne må have hjælp
Når græskar nærmer sig et ton, er det heller ikke længere nok at møde op med et par stærke venner. Vægtløftere fra Roskilde Atlet Klub skal igen hjælpe med at få de enorme græskar på vægten. Men de største eksemplarer kræver nu hjælp fra en kran.
- Først når man står foran dem forstår man, hvor imponerende disse græskar er. Heldigvis er vores medlemmer både stærke, stædige og gode til at samarbejde, siger bestyrelsesmedlem i Roskilde Atlet Klub Joakim Bilyk.
Han erkender samtidig, at selv styrkeløfterne har deres grænser.
- Vi må indse at til de allertungeste skal der ekstra hjælp til fra en kran. Vi glæder os til en god dag og håber på nye rekorder.
15.000 kroner ved ny rekord
Først når græskarrene bliver vejet 3. oktober, står det klart, om Peter Holst Olsen eller en af de øvrige deltagere har formået at slå rekorden. Førstepræmien er blandt andet 7.500 kroner. Bliver den nordiske rekord slået, hæver Tivoli pengepræmien til 15.000 kroner.
Og skulle et dansk græskar ligefrem slå verdensrekorden, venter en pengepræmie på 25.000 kroner samt et tilgodebevis på 20.000 kroner til udstyr fra Husqvarna.
Der er dog et stykke vej. Verdensrekorden lyder ifølge materialet fra Tivoli på 1.278,8 kilo og blev sat i 2025 af de britiske tvillinger Ian og Stuart Paton.
Afgørelsen falder ved DM i Kæmpegræskar i Tivoli lørdag den 3. oktober klokken 11.30.