Nordsjællands Politi har hædret en række borgere for en helt særlig indsats.
Flere satte ifølge politiet sig selv i fare for at redde andre.
Hver dusør er på 2.000 kroner.
De løb ind i brændende boliger, kom en bevidstløs cyklist til undsætning og greb ind, da et barn råbte om hjælp.
Fredag blev en række borgere hædret af Nordsjællands Politi ved en festligholdelse på Helsingør Politigård. Her uddelte politidirektør Lykke Sørensen dusører og diplomer som anerkendelse for borgernes indsats.
- I dag har vi haft mulighed for at udtrykke vores dybfølte taknemmelighed til en række borgere, der har ydet en helt særlig indsats og udvist et mod og en beslutsomhed, som går ud over, hvad man med rette kunne forvente. Vi er i politiet hver dag afhængige af den hjælp, vi får fra borgerne. Uden denne hjælp ville vi ikke kunne udføre vores arbejde på den måde, vi gør, siger politidirektør Lykke Sørensen.
16-årig gik ind i brændende hus
Blandt de hædrede er 16-årige Sylvester Clement. Da han i marts tilfældigvis kom forbi et brændende hus i Hundested, var et ældre ægtepar i gang med at forsøge at slukke branden. De gik ind og ud af det røgfyldte hus.
Den 16-årige gik ind og hjalp parret ud i sikkerhed. Derefter slog han alarm, fordi de to beboere ifølge politiet var for chokerede til selv at gøre det.
Sylvester Clement ydede resolut og kompetent hjælp. Nordsjællands Politi
Også en 54-årig kvinde handlede, da hun i januar kom forbi et brændende rækkehus i Gentofte. Hun opdagede en kvinde, som lå ved siden af en kørestol og ikke selv kunne komme væk. Med alarmcentralen i røret fik den 54-årige åbnet terrassedøren og slæbt kvinden ud. Ved en tredje brand i Farum i maj løb en 23-årig kvinde fra hjemmeplejen tilbage ind i en røgfyldt lejlighed og trak en beboer ud. Bagefter ydede hun førstehjælp.
Fandt kvinde med kabel om halsen
To 23-årige mænd blev hædret for deres indsats i Hillerød i oktober sidste år. De fandt sent om aftenen en ung kvinde bevidstløs ved en cykel. Cykelbremsekablet sad ifølge politiet omkring hendes hals på en måde, så hun ikke kunne trække vejret.
De to mænd rev kablet løs og frigjorde kvinden. Politiet vurderer, at deres hurtige handling var med til at redde hendes liv.
To 57-årige kvinder blev desuden hædret for at have grebet ind i et solcenter i Farum i 2023, da de hørte en pige råbe om hjælp fra en aflåst kabine. Kvinderne fik døren åbnet, så pigen kunne komme ud, og afbrød dermed ifølge politiet en igangværende forbrydelse. En mand blev senere idømt fængselsstraf i sagen.
Også to otteårige drenge, Gorm Kvist og Henry Jørgensen, er blandt modtagerne. De fandt i 2025 en taske med smykker og ure under en tur med metaldetektor i Gentofte og sørgede for, at fundet blev afleveret til politiet.
Nordsjællands Politi oplyser, at der i alt er uddelt dusører på 2.000 kroner til 11 borgere.