En 40-årig rumænsk statsborger er idømt tre måneders fængsel for fem butikstyverier.
Han er samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.
En 40-årig rumænsk statsborger er blevet idømt tre måneders fængsel og udvist af Danmark efter fem butikstyverier begået i 2024.
Manden blev fredag fremstillet ved Retten i Sønderborg. Her erkendte han alle fem forhold, og retten kunne derfor afsige en straksdom.
Sammen med to andre personer stjal han fra Normal-butikker i Haderslev, Vojens, Nykøbing Falster, Køge og Roskilde mellem den 4. og 9. juli 2024. De to øvrige gerningspersoner er tidligere blevet dømt i sagen.
Den 40-årige havde været internationalt efterlyst og blev i samarbejde med rumænsk politi udleveret til retsforfølgelse i Danmark.
- Vi tager butikstyverier alvorligt. Vi forfølger de gerningspersoner, vi mener, har begået tyverierne. Også når de befinder sig i udlandet, og det derfor kan tage tid, før vi har mulighed for at føre sagerne i retten, siger vicepolitiinspektør Henning Marcussen fra efterforskningsafdelingen ved UKA Vest hos Syd- & Sønderjyllands Politi.
Ud over fængselsstraffen blev manden udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Han er varetægtsfængslet efter dom på grund af unddragelsesrisiko og hjemrejseloven.