Nye regler skal gøre det sværere at snyde med resultater fra asbestprøver.
Fra årsskiftet skal ansatte kunne kontrollere prøvesvar direkte hos analysevirksomheden.
Fra 1. januar 2027 bliver reglerne for asbestprøver strammet. Ansatte skal fremover kunne få adgang til resultaterne direkte fra den virksomhed, der har analyseret prøverne. Det skal gøre det sværere at fuske med prøvesvar.
Reglerne bliver ændret efter en sag fra Aalborg, hvor en byggerådgiver er blevet dømt for at ændre et positivt prøveresultat for asbest til et negativt. Ifølge Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet betød det, at op mod 200 ansatte uvidende arbejdede videre i asbeststøv.
Adgangen til prøveresultaterne kan eksempelvis ske via en QR-kode eller et login, så de ansatte kan kontrollere, at resultatet kommer direkte fra analysevirksomheden. Samtidig skal bygherren sikre, at asbestresultater er tilgængelige på byggepladsen via Plan for Sikkerhed og Sundhed.
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen (S) har sendt de to ændringer af bekendtgørelser i høring.
- Det er grotesk, at der er folk, der vejer profit over ansattes helbred. Med de nye regler sikrer vi, at håndværkere kan få prøvesvarene direkte fra dem, der foretager analyserne, siger hun.
Ændringerne udspringer af den politiske aftale om en national strategi om asbest fra oktober 2025.