Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, vil afvente konklusionerne fra Skattesagskommissionen, før hun udtaler sig om kommissionens arbejde.
Hendes reaktion kommer, efter at dele af indholdet af et anonymt brev, som er blevet sendt til kommissionen, er blevet gengivet i Berlingske.
I brevet fremgår det, at et ledende medlem af Venstre har været med i udarbejdelsen af et omstridt notat, og at Venstres presseafdeling og sekretariat har været involveret i Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.
- Jeg har ingen kommentarer til et anonymt brev, der er sendt til Skattesagskommissionen. Jeg kender ikke indholdet i brevet, jeg har også læst dagens aviser.
- Jeg har heller ingen kommentarer til konspirationsteorier og andre delkonklusioner, der måtte være af Skattesagskommissionens arbejde.
- Vi har samarbejdet med Skattesagskommissionen fra starten, vi bakker op om kommissionen og ønsker hver en sten vendt. Vi synes også, de skal have arbejdsro.
- Når de fremlægger deres konklusioner, kommer vi til at forholde os til dem, ikke et øjeblik før, siger Ellen Trane Nørby.
De tidligere Venstre-skatteministre Troels Lund Poulsen og Peter Christensen samt daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har været udspurgt i sagen af kommissionen.
De har alle udtalt, at Venstre ikke interesserede sig for eller forsøgte at påvirke udfaldet af Helle Thorning-Schmidts sag, hvilket brevet altså betvivler.
Skattesagskommissionen undersøger i øjeblikket, hvem der i 2010 lækkede den daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidts (S) og hendes mand, Stephen Kinnocks, skattesag til pressen.
Og hvorvidt daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) eller andre har forsøgt at påvirke afgørelsen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.