Danske unge er vilde med iværksætteri. Hver 10. iværksætter i landet er under 30 år, mens hver tredje mellem 18 og 29 år drømmer om egen virksomhed.
Danmarks Radio er aktuel med programmet "Min første million", og her møder man 11 unge kandidater, der alle kæmper om en investering på én million kroner i jagten på at blive Danmarks næste store iværksætter.
Igennem otte programmer må kandidaterne en efter en forlade programmet, indtil der til sidst står en enkelt kandidat tilbage, der kåres som vinder og kan løbe med den ene million.
Investeringen kommer fra iværksætterne Mads Andreas Olesen og Vasilij Brandt, der undervejs fungerer som kandidaternes mentorer og begge har en plads på Forbes ’30 under 30’-liste. Mentorerne tester kandidaternes salgsevner, ideudvikling, markedsforståelse og ikke mindst evnen til at samarbejde. Fra opgave til opgave vurderer de, hvem af kandidaterne der skal forlade programmet – og hvem, der til sidst står tilbage med millioninvesteringen.