En ung mand tog angiveligt selv en taxa til hospitalet, efter han natten til fredag blev stukket ned i København.
- Han er blevet sat af ved Amager Hospital, og han er blevet stukket en enkelt gang med en kniv i den øverste del af kroppen - under den ene arm, siger central efterforskningsleder Jan Høier Mogensen fra Københavns Politi.
Den 19-årige blev hurtigt overført til Rigshospitalet, hvor han bliver behandlet for sine skader. Men han er uden for livsfare, lyder det fra politiet, som kortvarigt har afhørt knivofferet.
- Det skulle være sket nede omkring Holbergsgade, siger efterforskningslederen.
Politiet afsøger derfor natten til torsdag det formodede gerningssted i Indre By. Men ordensmagten leder også efter den taxa, som kørte knivofferet til Amager Hospital.
- Vi er interesseret i at tale med taxachaufføren, lyder det fra Jan Høier Mogensen.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 00.10.
/ritzau/