Der var smil hele vejen rundt, da US Soccer præsenterede den garvede tysker som ny landstræner.
"Vi er glade for at have Jürgen som træner for vores herrelandshold," siger præsident for US Soccer Sunil Gulati.
Klinsmann var en leder på banen som altid gik forrest. Amerikanerne håber, han vil gøre det samme udenfor.
"Han har haft succes som spiller og træner, og vi ser frem til det lederskab, som han vil vise på og uden for banen," fortæller præsidenten.
Hovedpersonen selv er stolt og beæret.
"Jeg er spændt på udfordringen som ligger forude, og jeg ser frem til at bringe holdet sammen før den første kamp mod Mexico," fortæller den tidligere tyske landsholdsspiller og træner.
USA møder Mexico i kvalifikationen til verdensmesterskabet i 2014.
Kilde: US Soccer