Herhjemme må de danske elever lede med lys og lygte efter en praktikplads, men syd for grænsen er situationen helt anderledes.
I Tyskland er årgange med få elever nemlig skyld i mangel på praktikanter i erhvervslivet, og derfor forsøger det tyske handelskammer i Flensborg og Lübeck, IHK, at føre danske unge sammen med tyske virksomheder. Det skriver DR.
- Aktuelt har insustri- og handelskamrene i Slesvig Holsten 1.200 ledige praktikpladser, som principielt er lige så åbne overfor danske elevansøgninger som for tyske, siger Mette Lorentzen, ansat i det tyske handelskammer, til DR Nyheder.
Når de danske elever ikke strømmer til Tyskland, skyldes det, at lønnen syd for grænsen er markant lavere. I Danmark tjener en lærling omkring 9.500 kroner om måneden, mens de i Tyskland får 3.500 kroner.
Mange danske elever vælger derfor at tage i skolepraktik, hvis de ikke kan finde en praktikplads. Hver gang det sker, koster det samfundet cirka 9.000 kroner om måneden.
Der er altså penge at spare på at sende de danske elever til Tyskland, og derfor bør man øge incitamentet for at tage i praktik i Tyskland ved at supplere den tyske lærlingeløn med et statsligt tilskud, mener flere erhvervsskoler, som DR har været i kontakt med.
I Dansk Erhverv kan man godt se det fordelagtige i at sende eleverne i praktik i Tyskland.
- Det er en uudnyttet mulighed, som vi skal kigge betydeligt nærmere på, siger uddannelseschef Svend Berg til DR Nyheder, og tilføjer, at eleverne modnes af et praktikophold i udlandet.
I 2012 valgte 1.074 lærlinge en praktikplads i udlandet. Næsten hver tredje vælger Tyskland, som dermed er det mest populære land.
Newspaq