To tyskere og en australier har overlevet to døgn i store bølger i havet omkring Filippinerne ved at klamre sig fast til udriggeren på deres kæntrede båd.
Ifølge kystvagten blev de tre forkomne mænd reddet af et fragtskib i Sibuyan-havet, hvor de skibbrudne havde været i færd med en øhop-tur.
Men midt mellem øerne Banton og Marinduque kæntrede deres lille båd tidligere på ugen i høj sø i den centrale provins, der også hedder Marinduque.
Først efter to dage på åbent hav blev de opdaget af en fisker og samlet op cirka 114 kilometer fra Marinduque.
Det drejer sig om en 54-årig tysker, dennes 20-årige søn og en af sønnens jævnaldrende australske venner, der nu kan kalde sig hovedpersoner i et rigtigt juleeventyr.
Gruppens lokale styrmand har ikke været lige så heldig. Han forsøgte angiveligt at svømme i land for at hente hjælp og er meldt savnet.
- Udlændingene formåede at klamre sig til bådens udrigger, men den filippinske skipper er fortsat savnet, siger en talsmand for kystvagten søndag, tre dage efter at mændene blev reddet.
- De var svækket af manglen på mad og af at have været ude på vandet i to dage og to nætter, siger underofficer Venerando Celis fra kystvagten ifølge nyhedsbureauet AFP.
Fredag ankom de til havnebyen Iloilo, hvor mændene blev behandlet for skrammer og dehydrering på et lokalt hospital.
Ifølge Spiegel Online er tyskerne bosat i den australske by Melbourne, men var sammen med den unge australier rejst til Marinduque, hvor den ældre tyskers hustru er født.
/ritzau/dpa