Manglende årvågenhed var formentligt årsagen til to trafikuheld fredag eftermiddag på motorvejen ved Arnborg nær Herning.
Først kørte en lastbil op i en personbil kort før klokken 13.30. Lidt efter stødte yderligere fem til seks personbiler sammen.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
- Uheldene skete i tæt trafik, og uopmærksomhed er formentlig årsagen, siger vagtchef Anders Olesen.
Motorvejen blev efterfølgende delvist spærret for trafik, og i knap to timer var motorvejen spærret i nordgående retning, men den er midt på eftermiddagen igen åben for trafik.
Ifølge politiet er ingen personer kommet alvorligt til skade ved uheldene.
/ritzau/