Et internationalt svindlernetværk har hen over sommeren gået målrettet efter at plyndre danske jobsøgende i et yderst sofistikeret trick.
Det skriver Ekstra Bladet tirsdag.
Netværket har stjålet identiteten fra en københavnsk forretningsmand og i hans navn indrykket falske jobannoncer i over ti aviser landet over, hvor der søges freelancere til servicetjek af en række virksomheder, blandt andet pengeoverførelses-firmaet Western Union.
De jobsøgende har herefter fået tilsendt en check på omkring 30.000 kr., som de skal indsætte på deres konto, hvorefter de skal beholde 3160 kroner selv for opgaven. De resterende ca. 27.000 kroner skal de via Western Union sende til en modtager i udlandet som led i opgaven.
Problemet er bare, at serviceeftersynet er pure opspind, og de tilsendte checks er falske. Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af fem checks fra Deutsche Bank og Crédit Agricole, og de to storbanker bekræfter, at de ikke er ægte.
Og det kan komme til at koste de håbefulde jobansøgere dyrt, hvis de får indløst checken og overfører pengene, advarer forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen.
- Problemet med udenlandske checks er, at de skal cleares, og det er en proces, der kan tage flere uger. Derfor bliver pengene først sat ind på din konto, men når det så nogle uger senere viser sig, at checken er falsk, eller at der ikke er dækning for den, så trækker banken pengene tilbage igen, og så står du der og er blevet snydt, siger hun.
De falske jobannoncer bliver lige nu efterforsket af politiet i Midt- og Vestjylland, Københavns Vestegn, Bornholm og i Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet i Københavns Politi.
Der er endnu ikke noget overblik over omfanget af svindlen. Ekstra Bladet har været i kontakt med fem personer, der har fået tilsendt en falsk check og har kendskab til et tilfælde, hvor det er lykkes at indløse den i en bank.
- Fremgangsmåden med jobannoncer er en variation af denne type svindel, vi ikke har set før, så det er lidt specielt. Derfor er det en sag, vi er meget opmærksomme på, og vi koordinerer også med de andre kredse, der sidder med sagen, siger politiinspektør Christen Østergaard, leder af Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet i Københavns Politi.
Selv om flere politikredse efterforsker svindlen, så erkender Christen Østergaard, at svindlerne er svære at fange.
- De har typisk oprettet sig med falske identiteter og kører ofte over en server i et land, som er svære at samarbejde med, og hvor der derfor er lovgivningsmæssige udfordringer, siger han.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.