Københavns Politi anholdt fredag aften to unge i Tingbjerg. De sigtes for forsøg på at presse penge af en restauratør i Brønshøj i København.
Restauratøren har anmeldt, at han er blevet udsat for afpresning, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi Jan Høier Mogensen.
- Vores efterforskning har bragt os frem til de to unge, siger Jan Høier Mogensen.
De to unge mænd er 22 og 16 år. Politiet mener, at en tredje mand var med til afpresningsforsøget. Han er stadig på fri fod.
Ved et grundlovsforhør lørdag i Københavns Dommervagt nægtede de allerede anholdte sig skyldige.
Anklageren krævede dem varetægtsfængslet, og politiets beviser mod den 16-årige var stærke nok til, at dommeren varetægtsfængslede ham i 13 dage.
Den 22-årige fik til gengæld kun sin anholdelse opretholdt i tre gange 24 timer.
De tre dage skal blandt andet bruges til en fotokonfrontation, der skal godtgøre, at han var en af de tre mænd, som restauratøren har anmeldt for afpresningsforsøget, oplyser anklager Klaus Pedersen, Københavns Politi, efter grundlovsforhøret i dommervagten.
Manden er knyttet til episoden på grund af, at hans bil blev set på stedet.