Voldelige sammenstød og demonstrationer brød onsdag ud i den indiske delstat Kerala, efter at to kvinder besøgte et helligt hinduistisk tempel.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Politiet skød blandt andet med tåregas og vandkanoner mod en stor menneskemængde i Keralas hovedstad, Thiruvananthapuram.
De var mødt op for at protestere mod de to 42-årige kvinder, der med aktivisters hjælp onsdag sikrede sig adgang til Sabarimala-templet.
Templet er et af hinduismens mest hellige.
Indiens Højesteret omstødte i september en lov fra 1972, der forbyder kvinder i menstruationsalderen - anført som kvinder mellem 10 og 50 år - at træde ind i Sabarima-templet.
Til trods for Højesterets beslutning har konservative hinduer dog forhindret kvinder adgang til templet. I nogle tilfælde på voldelig vis.
Det er sket med premierminister Narendra Modis partis støtte.
Indisk politi var onsdag med til at hjælpe de to kvinder, Kanaka Durga og Bindu, med at få adgang til templet og forsvinde igen uopdaget.
- Vi kom ikke derind ved at gå op af de 18 hellige trappetrin. Vi kom derind gennem personalerummet, siger en af kvinderne.
Keralas førsteminister, Pinarayi Vijayan, siger:
- Det er rigtigt, at kvinderne fik adgang til templet. Politiet er forpligtet til at tilbyde beskyttelse til alle, der vil dyrke deres tro i templet.
Templets øverste præst beordrede templet lukket, straks efter at han havde fået besked om kvindernes besøg. Templet var lukket i omkring en time, mens der blev udført et renselsesritual.
På gaden brugte politiet også knipler mod demonstranter. Demonstranterne sårede flere politibetjente ved at kaste sten mod dem.
Tirsdag demonstrerede titusindvis af indiske kvinder på gaden. Her forlangte de at få lov til at besøge det hellige tempel.
/ritzau/