En 22-årig mand, der ved Retten i Sønderborg står tiltalt i en omfattende sag om trusler, vold og en stribe voldtægter mod fire piger, nægter ved sagens start alle anklager.
Overgrebene skal ifølge anklageskriftet have fundet sted i perioden fra 2009 til 2011 forskellige steder i Sønderjylland. Pigerne blev angiveligt tævet med spark og knytnæver og i enkelte tilfælde med redskaber som ledninger og bælter.
Manden var kæreste med de fire piger på skift i perioden. To af dem var kun 14 år, da han mødte dem.
Han erkender, at han havde sex med den ene pige, mens hun var 14 år. Pigen havde han mødt til Sønderborg by night, og de var begyndt at komme sammen.
- Vi havde et godt forhold. Hun var sød og charmerende, fortæller den 22-årig, som selv var 18 år på det tidspunkt.
- Jeg blev drillet meget, men hun så op til mig og respekterede mig. Det var dejligt, at jeg kunne være mig selv og ikke skulle spille hård, fortalte han.
Pigen havde fortalt ham, at hun var 15 år, men på et tidspunkt sagde en af hans venner, at han skulle spørge til hendes cpr-nummer. Da gik det op for ham, at hun kun var 14.
- Jeg spurgte hende, hvorfor hun havde løjet, og hun svarede, at hun var bange for, at jeg ville dømme hende på hendes alder.
Det var i øvrigt hende, der sammen med sin forældre, meldte den nu 22-årige til lokalpolitiet i Aabenraa.
Hans næste kæreste var også 14 år, da de mødtes, men ifølge hans forklaring ventede han med at have sex med hende til efter hendes fødselsdag, og han afviste, at han nogensinde skulle have voldtaget en kvinde.
- Jeg er ikke så desperat, at jeg behøver at voldtage en kvinde, fortalte han i retten.
Også anklagerne om vold blev pure afvist af den 22-årige.
- Jeg sloges lidt for sjov med B (den første af pigerne, red). Vi tumlede rundt, skubbede til hinanden og så hinanden dybt i øjnene.
- Har du nogensinde givet hende en lussing, slået hende med flad hånd? ville anklager Christina Korsgaard Andersen vide.
- Nej, hvorfor skulle jeg dog det? spurgte han tilbage.
Sagen fortsætter de næste par måneder, og der ventes dom den 3. december.
/ritzau/