I årevis har der været flere advarsler om det opholdssted uden for Skanderborg, hvor lederen er sigtet for grove seksuelle overgreb mod tidligere anbragte børn.
Allerede for 10 år siden - i 2002 - blev politiet kontaktet af moren til et af de børn, som politiet i dag mener, lederen har forgrebet sig imod.
Det gjorde hun efter et besøg på opholdsstedet, hvor hun blev bekymret, da hun skulle skifte ble på sin søn, oplyser DR's nyhedsmagasin 21 Søndag.
- Han havde ikke været der ret længe, da jeg skulle skifte ble på min yngste, og han blødte simpelthen sådan ud ad endetarmen, fortalte moren i aftes i 21 Søndag.
Lederens modreaktion var dengang at melde moren til politiet for seksuelle overgreb mod drengen - og sagen blev henlagt.
21 Søndag har desuden haft adgang til hundredvis af sagsakter om forløbet.
Dokumenterne viser blandt andet, at flere ansatte allerede tilbage i 2005, 2006 og 2008 var stærkt bekymrede for lederens opførsel over for de anbragte børn.
En opførsel, der i alle tre tilfælde gjorde, at de underrettede de ansvarlige kommuner og amter. Men alligevel skete der ikke noget.
SF's socialordfører, Özlem Cekic, mener, at der er brug for en ændring af kommunernes tilsyn.
- Tilsynet skal flyttes fra den enkelte kommune, så der er i alt 10 centrale enheder, som kan lave tilsyn med de 98 kommuner. Det er problematisk, at kommunen laver tilsyn med sig selv. Det skal vi have sat en stopper for, skriver hun i en mail til Ritzau.
Sagsakterne fra Skanderborg-sagen viser også, at Vejle Amt i månederne op til kommunalreformen ved årsskiftet i 2007, hvor Skanderborg Kommune overtog tilsynet, var aldeles bekymret for forholdene på stedet.
For eksempel blev der i efteråret 2006 holdt ekstraordinære møder med de anbringende kommuner, og tilsynsrapporterne konkluderede, at Vejle Amt ikke længere kunne stå inde for kvaliteten af opholdsstedet.
Blandt andet fordi lederen var aggressiv, og tilsynet blev ved flere lejligheder nægtet adgang til børnene.
Alligevel havde Skanderborg Kommune intet kritisk at bemærke, da kommunen få måneder senere overtog ansvaret og på forhånd var orienteret om problemerne.