Alt tyder på, at Thailand i grove træk er sluppet med skrækken for stormvejret Pabuk. Den tropiske storm er lørdag morgen blevet nedgraderet til et tropisk lavtryk.
Mens Pabuk var en tropisk storm har den skabt store materielle skader. Men indtil videre er myndighederne i Thailand kun bekendt med et dødsfald i forbindelse med stormen.
Stormvejret kæntrede fredag en fiskerbåd. Her mistede en fisker livet, mens en anden er savnet.
Trods nedgraderingen raser stormen stadig indtil søndag. Den er nu blæst fra Thailand-bugten over Thailand over i Andamanhavet.
Det danske udenrigsministerium udsendte fredag en varsling til danskere på de indiske øer Andaman og Nicobarerne.
Her advarer ministeriet om, at Pabuk kan påvirke fly og færgeafgange i området. Danskere opfordres til at holde sig opdateret via lokale medier.
I Thailand er lufthavne, der har været lukket, lørdag ved at åbne igen. Blandt andet er Koh Samui Lufthavn åbnet, mens Nakhon Si Thammarat Lufthavn ventes at åbne inden længe.
Pabuk var den kraftigste storm i området uden for monsuntiden i 30 år.
Tusindvis af turister i Thailand har forladt øerne Koh Phangan og Koh Tao af frygt for Pabuk. Øerne er meget populære blandt turister, især i julen og ved nytår.
Turister, som er blevet på ferieøerne, har været tvunget til at holde sig forskanset indendørs.
Det franske nyhedsbureau AFP citerer en lokal politichef på Koh Phangan for, at "alle 10.000 turister er i sikkerhed".
Også på Koh Samui melder den lokale politichef, at øen er kommet gennem uvejret uden dødsofre.
- Der var ingen dræbte, og der er lidt solskin i dag, siger han til AFP.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa