Sygeplejerske i åbent brev til finansminister: Derfor får du mine slidte løbesko
Harun Demirtas er sygeplejerske. Han løber så stærkt på intensiv afdeling, at han har slidt et par løbesko op på et halvt år. Dem sender han nu finansminister Kristian Jensen, skriver han i et nyt blogindlæg.

Af Harun Demirtas
SE ALLE BLOGINDLÆG

KÆRE FINANSMINSTER Kristian Jensen,

Dette brev er skrevet til dig, efter at du i Nyhederne har givet udtryk for, at du ikke vil fjerne effektiviseringskravet på to procent hvert år på hospitalerne.

Selv om jeg med dette brev, hvor jeg udtrykker min utilfredshed med din udtalelse, måske vil blive opfattet som endnu en sur sygeplejerske, der brokker sig, vil jeg skynde mig at fortælle dig, at jeg faktisk slet ikke er sur eller vred.

Vi har i lang tid forsøgt med vrede over de uacceptable forhold, men det gjorde ikke, at vi blev hørt.

Derfor prøver jeg nu at fortælle dig om tingene kærligt for at se, om det hjælper.

JEG ER sygeplejerske og arbejder til daglig på en intensiv afdeling for for tidligt fødte børn. Disse børn er desværre ikke så heldige som andre børn, der bliver født og sendt hjem dagen efter. De skal allerede lige efter fødslen gå ind i en svær kamp for overhovedet at vinde muligheden for at blive borgere i denne verden.

De bliver alle koblet til overvågningsskærmen med flere elektroder og får lagt flere drop og får medicin for at kunne overleve.

Faktisk er de så svage, at de glemmer at trække vejret, hvorfor man en gang imellem må stimulere eller ventilere dem, så de kan komme i gang med at trække vejret.

Et af de vigtigste tal, som vi holder øje med gennem elektroderne, er en måler, der fortæller os, hvor meget iltmætning der er i de små kroppe på måske kun 750 gram. Vi er oftest tilfredse, hvis mætningen er over 90 procent, men vi skal holde øje med tallet konstant. Når tallet er under den grænse, hvor det må ligge, begynder overvågningsskærmen at bimle, og vi løber ind til stuen for at gøre noget.

For to dage siden, da jeg var på nattevagt, ringede klokken i den stue, jeg passede. Da jeg kom ind, stod moren og faren oppe omkring vuggen, hvor barnet lå, og de så begge forskrækkede ud. Jeg skyndte mig at fjerne dynen fra barnet for at se, om det havde det fint.

Efterfølgende fik jeg et spørgsmål, som gav mig dårlig samvittighed.

Moren kiggede på mig og spurgte opgivende:

"HVOR VAR du, Harun?”

Det viser sig, at imens jeg var i medicinrummet for at dosere medicin til et andet barn, fik barnet i min stue et iltdyk – men desværre var der ingen, der reagerede, fordi alle sygeplejerskerne på afdelingen havde travlt.

Jeg vil fortælle dig at barnet heldigvis selv rettede sig og havde det fint. Oftest retter børnene sig selv, uden at vi behøver at stimulere eller ventilere dem. Men tænk, hvis han ikke havde gjort det?

Hvis ikke jeg og alle mine kollegaer havde haft så travlt, som vi havde den nat, kunne jeg have haft tid til at aflæse signalerne og være til stede og skabe tryghed om både forældre og barnet.

Men med travlheden er det umuligt.

Da moren stillede mig det spørgsmål, kunne jeg ikke sige andet end undskyld og måtte beklage flere gange.

OG DET gjorde ondt på mig!

Tænk, at jeg hver dag må stå og undskylde på vegne af et system, der gør det sværere og sværere for mig at gøre mit arbejde ordentligt.

Men eftersom jeg i patienternes øjne er repræsentant for det system, I har skabt, er jeg nødt til hver dag at beklage og undskylde for jer.

Og må bede om tilgivelse.

TÆNK AT al den tillid, jeg har prøvet at opbygge mellem mig og den familie, forsvinder i løbet af et sekund pga. dårlige forhold.

Den to pct. effektiviseringskrav, du holder af, er farligt. Vi kan ikke effektivisere mere. Det er rigtigt, at vi måske er blevet meget dygtigere til at behandle og pleje hurtigt, men vi har ikke tid til at skabe kvalitet og kontinuitet.

Hvad nytter det at erklære en kræftramt rask, når den kræftramte stadig føler sig syg, fordi sundhedspersonalet ikke kan give sig tid til at give den hjælp og omsorg, de har behov for?

Hvad nytter det at være stolt af effektiviseringer, når syge børn ligger med smerter, uden at nogen opdager det, eller forældrene er i krise, måske grædefærdige på stuen, uden at nogen aner, at de har behov for at få information, blive inddraget i barnets behandling eller bare få et trøstende ord?

KÆRE FINANSMINISTER

Der var en gang, hvor sygeplejersker og læger gik rundt og gav sig god tid.

Men i takt med de effektiviseringer, nedskæringer og stress måtte de tage afsked med idealet om at kunne give sig tid til at give individuel pleje og behandling og i stedet prøve at presse det hele ned i kasser.

Der var en gang, hvor sygeplejersker, læger og jordemødre gik rundt i træsko.

I dag er vi så effektiviserede, at vi ikke længere kan gå med træsko, selv om det i årevis var en del af hospitalskulturen. Vi skal hele tiden løbe hurtigere og hurtigere – så nu har vi droppet sandalerne og træskoene og købt løbesko i stedet.

KÆRE FINANSMINISTER

Der er behov for ny tankegang. En revolution af hele sundhedsvæsenet.

Du kan ikke bede os være effektive, når du ikke bruger penge på det, du gerne vil effektivisere.

Vil du have bilen i gang, må du sørge for, at den er tanket op.

Afskaf effektiviseringerne – og giv mig mine træsko tilbage!

Da jeg ikke har hjertet til at gå i strejke og lade mine patienter og kollegaer stå uden hjælp, må jeg demonstrere mod den nuværende effektivisering ved at sende dig et symbol på min hverdag.

ET SYMBOL som symboliserer, at jeg hver dag løber stærkt – men nu gider jeg ikke løbe mere!

Du får derfor tilsendt mine slidte løbesko, som jeg købte for kun et halvt år siden.

Jeg håber, at dette brev – men ikke mindst min gave vækker dig og dine kollegaer på Christiansborg fra jeres dybe søvn.

Og når vi nu alligevel ikke strejker, håber jeg inderligt, at alle sygeplejersker, læger og jordemødre indtil da begynder at sende deres slidte løbesko til dig.

Kærlige hilsner

Din sygeplejerske

Harun Demirtas

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].

Om Harun Demirtas

Harun er sygeplejerske og arbejder lige nu på Rigshospitalets Neonatalklinik. Han har syv års erfaringer inden for sygeplejen. Han har tidligere arbejdet som både som sosu-hjælper og sosu-assistent og været ansat på plejehjemme, hjemmepleje samt på social psykiatriske bosteder. Harun har også arbejdet frivilligt som rådgiver om HIV-Aids hos LGBT foreningen i København, og været bestyrelsesmedlem i FN Malmø afdelingen i et år for sætte fokus på miljø og fattigdom i Afrika. Harun vil blogge med udgangspunkt i sin hverdag som sygeplejerske, og som tidligere asylansøger, der har været igennem systemet, vil han også skrive indlæg om integration af indvandrere og flytninge.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.