TILLAD MIG et øjeblik at begynde med en anekdote fra valget i 1960 – og, bare rolig, den har i den grad noget med den nuværende regering at gøre:
SF var lige blevet dannet, da den nye statsminister, socialdemokraten Viggo Kampmann, udskrev valg på et meget ubekvemt tidspunkt for folkesocialisterne. Partiet stod ringe i målingerne, og dets formand, karismatiske Aksel Larsen, lå på sygehuset med et brækket ben.
Den drevne Larsen fik imidlertid en strålende ide:
Han holdt en valgtale, der blev tv-transmitteret, direkte fra sygelejet – og da han oven i købet fik sneget en hilsen til sin gamle mor ind i talen, var der ikke et øje tørt. Vælgerne fik medlidenhed med Larsen, der endte med at få et kanonvalg og strøg ind i Folketinget.
Og så tilbage til nutiden:
FOR DET er præcist ’medlidenhed’, som er det centrale, da det efterhånden er sådan, at man (næsten) får ondt af Lars Løkke Rasmussen. Det var ham, der i sin tid meddelte, at han ’ikke ville være statsminister for en enhver pris’, men som faktisk er tvunget til den ydmygelse nu.
De 100 dage, som VLAK-regeringen nu har siddet, har været alt andet end lykkelige. Regeringen stråler ikke af optimisme, som nye regeringer normalt gør. Tværtimod virker ministrene modløse, opgivende, som om de trods alt bare er tilfredse med at være ministre.
LAD OS huske, hvordan den nye regering blev undfanget:
Den om muligt endnu svagere rene Venstre-regering var kørt helt fast. Dens ambitiøse 2025-plan – en storstilet reform af skat, pension, uddannelse og meget andet – havde ingen chance for at blive vedtaget. Situationen i dansk politik var, som Løkke sagde, bundfrossen.
Liberal Alliance – anført af Anders Samuelsen – truede med valg, hvis de ikke fik deres ønske om markant sænkelse af topskatten for alle igennem. Det ønske kunne Løkke ikke leve op til – al den stund, at der ikke er flertal for det i Folketinget. Det lignede et regeringsskifte.
Men – midt i al elendigheden – fandt Løkke igen-igen en udvej. LA, som var blevet så ivrig efter at komme i regering, at de var villig til at opgive deres eneste mærkesag (topskatten), blev inviteret med ind i varmen. De Konservative kom også med som det tynde øl.
MED ANDRE ord: Etableringen af VLAK-regeringen var alt andet end offensiv. Den var i forsvarsposition fra første dag. Oversat til fodboldsprog har Løkkes hold ’parkeret bussen’ nede foran eget mål, mens oppositionen har angrebet fra alle sider.
Det er her, at vi skal finde årsagen til, at regeringen, undskyld udtrykket, er på røven:
Den er undfanget i ulyst, den er født i smerte, og, i hvert fald indtil videre, vokset op uden kærlighed.
Der er ingen, der rigtigt kan lide VLAK-regeringen. Se bare disse fire punkter:
#1: Vælgerne bortdømmer både den og statsministeren. Var der valg i dag, ville rød blok givet vinde.
#2: Dansk Folkeparti, det parlamentariske grundlag, lægger maksimal afstand. Senest har Kristian Thulesen-Dahl offentligt flirtet med Socialdemokratiet.
#3: Venstre, statsministerpartiet, er i åben strid med sig selv. Løkke ser ud til at have mistet kontrollen. Der er uro på bagsmækken.
#4: VLAK-regeringen får simpelthen ingenting igennem. Dens ministre ligner kustoder, der bare administrerer det, som Folketingets flertal måtte vedtage. Det er ydmygende.
VLAK-regeringen trænger i den grad til en sejr. En rigtig sejr. Den skal have noget stort igennem. Problemet for den er bare, at det er umådeligt svært for at se, hvor denne sejr skulle komme – for hvem er villig til at levere stemmerne til en borgerlig-liberalistisk mærkesag?
Derfor tilbage til anekdoten om Aksel Larsen:
Det er, som om det bedste håb, som Løkke & Co har lige nu, er, at vælgerne får medlidenhed med dem.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.