Næsten ikke en sko bliver sat forkert på det glatte dansegulv. De kigger hinanden dybt i øjnene og klamrer sig til hinanden, imens tangomusikken strømmer ud af højtalerne.
Vi er med i øvelokalet hos Mie Moltke og skuespilleren Lai Yde Holtgaard, der træner til næste omgang af Vild Med Dans, som finder sted i aften.
Godt nok skal de ikke på gulvet med deres tango - det er først næste uge. I aften skal Lai danse jitterbug sammen med de andre kendte mænd, mens det er de kendte kvinders tur til at optræde med pardansen.
Derfor har Mia og Lai kastet sig over tangoen, som skal sidde lige i skabet næste fredag. Parret har nemlig noget at leve op til, efter de scorede toppoint fra dommerne i sidste uge med deres smukke vals.
»Vi havde slet ikke regnet med det. Og Mie havde hele tiden sagt, at hun bare håbede, vi gik videre. Så jeg tænkte bare: Er jeg virkelig så dårlig? Hun kører mig sgu lidt hårdt,« lyder det fra Lai Yde Holtgaard, mens han griner over imod Mie. Der er ingen tvivl om, at det er kærligt ment, og at de to absolut nyder hinandens selskab.
»Det er meget anderledes at danse med Lai,« fortæller Mie, der tidligere har danset med Peter Mygind og Master Fatman.
»Morten (Master fatman, red) fik pillet det meget alvorlige af mig, og fik mig til bare at nyde,« fortæller Mie og bliver afbrudt af Lai:
»Ja, det var mig, der måtte skubbe lidt til hende. Jeg bliver jo næsten flov, hvis jeg er lidt for doven,« forklarer Lai, der igennem sit skuespil er vant til at træne hårdt.
Efter tangoen er det tid til jitterbug, hvor Lai danser rundt på gulvet alene. Mie smiler og hvisker:
»Han gør det altså godt«.
Først på næste fredag bliver et par stemt ud af konkurrencen. Men det bliver nok ikke Mie og Lai, der næsten har sikret sig videre deltagelse med deres høje point.