Den engelske instruktør Stephen Frears er netop blevet udpeget til dette års juryformand i Cannes, lyder det fra filmfestivalen. Årets prestigefyldte franske filmfest er den 60. i rækken og finder sted, som sædvanlig, i Cannes mellem 16. og 27. maj. Frears debuterede i 1985 med filmen ’Mit Smukke Vaskeri’ og er bedst kendt herhjemme for film som ’Farlige Forbindelser’ med Meryl Streep og ’High Fidelity’ med danske Iben Hjejle. Frears udtaler i forbindelse med udnævnelsen:
»Det er en ære, men også en gave, at få lov til at se fantastiske film fra hele verden i så berusende omgivelser. Gud bevare Cannes! (såvel som dronningen!).«
Festivalens præsident, Gilles Jacob, er også glad og udtaler malende om Frears udnævnelse:
»Jeg er særdeles henrykt over, at Stephen Frears har sagt ja til mit frieri i år. Dermed hylder vi den store inspirerede filmmager, der er begavet med et fordomsfrit hjerte og kærlighed til at lave film.«
Stephen Frears’ nye film, ’The Queen’, går i øjeblikket i danske biografer.