England førende ekspert i biologiske våben, Dr. David Kelly, satte sig på skovbunden. Op ad jakkelommen tog han et glas med Co-Proxamol og slugte nøjagtigt 29 piller, hvorefter han omhyggeligt skar sit håndled over med en kniv.
Da han blev fundet dagen efter i juli 2003, blev BBC kastet ud i en krise, der på mange måder minder om den Danmarks Radio er røget ud, efter at Nyhedsavisen har påvist alvorlige fejl og fortielser i DR’s dækning af udsendte danske soldater i Afghanistan.
Sexede rapporter op
Våbeneksperten tog nemlig sit liv efter, at BBC journalisten Andrew Gilligan havde brugt et fortroligt interview med ham til at rette alvorlige anklager mod det, den engelske regering havde fortalt offentligheden om masseødelæggelsesvåben i Irak. Den tidligere våbeninspektør Kelly var den engelske regerings ekspert i Saddams biologiske våben.
I to radioprogrammer havde BBC-journalisten påstået – med udgangspunkt i David Kelly – at regeringen havde gjort rapporter om Iraks masseødelæggelsesvåben ?mere sexede’ ved blandt andet at have påstået, at Irak på 45 minutter kunne affyre dødbringende våben, selv om regeringen udemærket vidste, at det ikke passede.
Ville ikke erkende fejl
Hurtigt kom det frem, at den stilfærdige David Kelly var kilden.
Problemet var bare, at Kelly slet ikke havde fortalt alt det til BBC, som han blev taget til indtægt for i radioprogrammerne.
På trods af at den engelske regering satte store spørgsmålstegn ved BBC-programmerne, så stod BBC fast ved historien – lige indtil Kelly lå død på skovbunden.
Derefter udpegede den engelske regering en undersøgelsekommision, der skulle gennemtrevle BBC – og kommissionens leder, Lord Hutton, afdækkede en så elendig håndtering af sagen fra tv-stationen side, at journalisten Andrew Gilligan, generaldirektøren og formanden for BBC måtte træde tilbage under 24 timer efter offentliggørelsen.
Gilligans journalistik blev bedømt som udokumenteret. BBC havde hverken før eller efter udsendelserne checket, om det sendte overhovedet var sandt. Samtidig måtte BBC stramme om, så statsradioen blev bedre til at lytte til klager over dårlig og uvederhæftig journalistik.