Annette Vilhelmsen kan ånde lettet op, mens modstanderne af offentlighedsloven må ærgrer sig.
SF's formand kommer formentlig ikke til at skulle arbejde for at fjerne de to mest udskældte paragraffer i den omstridte offentlighedslov.
Det står klart, efter at et enigt redaktionsudvalg på SF's landsmøde har besluttet at forkaste et forslag om at ændre offentlighedslovens paragraf 24 og paragraf 27.
I stedet indstiller redaktionsudvalget - som blandt andet har SF formand Annette Vilhelmsen som medlem - en langt mere ukonkret udtalelse:
"Folkestyre betyder, at offentligheden skal kunne kontrollere magthaverne, og SF har som mål at skabe mere gennemsigtighed og mere åbenhed. For SF betyder et demokratisk retssamfund, at borgerne har nem adgang til indsigt i lovgivningsarbejdet."
Dermed slipper SF-formanden for at blive pålagt at lægge arm med resten af regeringen om konkrete ændringer af offentlighedsloven.
På landsmødet har flere SF'ere ellers talt skarpt imod de indskrænkninger af åbenheden, som de mener offentlighedsloven er udtryk for.
/ritzau/