Den nu 35-årige Virginia Roberts, som er krumtappen i den store royale skandale, som prins Andrew står midt i, talte i går mandag ud til BBC om affæren.
Hun siger, hun var en sexslave, hyret af den nu afdøde milliardær Jeffrey Epstein og blev i 2001 som 17-årig fløjet i en privat jet fra USA til London kun for at have sex med prinsen.
Hun siger ligeledes, at hun sidenhen var tvunget til at dyrke sex med ham to gange mere, både i New York og på Jomfruøerne.
– Jeg havde aldrig troet, at en royal skikkelse, som jeg så op til, kunne opføre sig på den måde. Efter meget kort tid var det ovre. Han rejste sig fra sengen, sagde kort "tak" og skred. Jeg følte mig skamfuld og beskidt, fortalte Virginia Roberts.
– Jeg fik at vide dagen efter, at prinsen havde været meget tilfreds. Jeg følte, at jeg var blevet misbrugt af en kongelig. Ikke fordi jeg var lænket til en håndvask, men disse meget magtfulde mænd havde kontrollen over mig, som jo kun var en stor teenager.
Prins Andrew har flere gange nægtet at have kendt noget til hende på trods af et foto, som er dateret på bagsiden, af ham og Virginia. Han siger, det er en forfalskning.
– Han ved, hvad som skete. Jeg ved det, og der er kun én, som taler sandt, og det er mig, sagde hun i interviewet.