Henrik Sass Larsen er flyttet til udlandet, fortæller Ekstra Bladet.
Destinationen for den tiidligere minister og socialdemokratiske profil er Portugal, hvor han nu opholder sig.
Det sker midt i en periode, hvor Sass Larsen står over for alvorlige anklager om besiddelse af børnepornografisk materiale. Ifølge anklagemyndigheden har han haft 6.242 billeder og 2.231 videoklip med seksuelt overgreb mod børn på sine elektroniske enheder. Han er derudover tiltalt for at være i besiddelse af en barnedukke “konstrueret med et seksuelt formål for øje”, som det hedder i anklageskriftet.
Retssagen i Københavns Byret er planlagt til at begynde i slutningen af august 2025.
Sass Larsen har tidligere i podcasten “Q&CO” fortalt, at han var på vej ud af landet:
- Der er et eller andet, der hele tiden går galt for mig og Danmark, så jeg trækker stikket og tager et eller andet sted ud i verden, forklarede han.
Henrik Sass Larsen blev i juni måned udelukket fra Socialdemokratiet som en følge af sagen.
- Jeg kan bekræfte, at hovedbestyrelsen på baggrund af den offentligt kendte sag om Henrik Sass Larsens køb af børneovergrebsmateriale har besluttet at udelukke ham fra Socialdemokratiet, lød det i slutningen af juni fra partisekretær Lasse Ryberg.