Pension kan lyde støvet, kedeligt og overskueligt, men der er risiko for, at du snyder dig selv for både rettigheder og klingende mønt, hvis ikke du sætter dig ind i mulighederne.
Således kan en målrettet aldersopsparing give dig et års ekstra pension. Det fortæller seniorøkonom i Danica, Mads Moberg Reumert til Jyllands-Posten.
Hvis man gerne vil sikre sig mere fleksibilitet i forhold til, hvornår man skal trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, skal man spare noget mere op. Her kan man grundlæggende spare op i enten pensionsopsparing eller i fri opsparing.
Med udgangspunkt i en 30-årig med en årsløn på 300.000 kroner vil knap 450 kroner om måneden - eller 5.300 kroner om året - ifølge Danica give et år ekstra på pension.
Er årslønnen 400.000 kroner skal der lægges 617 kroner om måneden (7.400 kroner om året) ekstra til side, og hvis årslønnen er 700.000 kroner skal der lægges knap 1.142 kroner om måneden til side (13.700 om året) for at aldersopsparingen giver et års ekstra pension.
For personen med en årsindkomst på 300.000 kroner vil det månedlige beløb stige kraftigt jo kortere tid der er til man bliver pensioneret.
Således skal en 40-årig indbetale 650 kroner, en 50-årig 1.117 kroner og 60-årig indbetale 2.925 kroner om måneden for at få det ekstra år på pension.
Den helt store fordel ved en aldersopsparing er, at den ikke bliver modregnet i din pension, du skal ikke betale skat af den og du kan indbetale til ordningen, selvom du er over 65 år.
Ifølge Jyllands-Posten anbefaler Danica, at man sørger for at have 80 procent af sin årsløn i pension for at fastholde levestandarden.
De 80 procent er inklusiv folkepension og offentlige ydelser, men minus udgifter til for eksempel befordring og a-kasse. Desuden forsvinder arbejdsmarkedsbidraget, når man går på pension.
At det er billigere at spare op via en aldersopsparing, skyldes, at beskatningen af afkastet er lavere. Er man 30 år i dag, skal opsparing i fri opsparing være 15 procent større, end hvis man sparer op i pensionsopsparing, skriver Jyllands-Posten.