De italienske mestre Juventus havde søndag stort besvær med at slå Frosinone fra bunden af Serie A med 2-0.
Først ti minutter før slutfløjt lykkedes det Cristiano Ronaldo at bringe gæsterne i front.
Superstjernen samlede en returbold op i hjemmeholdets straffesparksfelt og fik med et hoppende skud sendt bolden forbi Frosinone-målmand Marco Sportiello, der kastede sig forgæves.
Fire minutter inde i overtiden cementerede indskiftede Federico Bernardeschi favoritternes sejr med målet til 2-0.
Det var ellers ikke fordi, at Juventus havde svært ved at skabe chancer, men ind ville bolden ikke.
Med den vigtige scoring til 1-0 fik Ronaldo samtidig lidt personlig oprejsning efter sin udvisning i midtugens sejr over spanske Valencia i Champions League. Her havde portugiseren fat i ansigtet på en modspiller.
Med sejren har Juventus 15 point efter fem spillerunder, og holdet fra Torino styrer mod det ottende mesterskab i træk i Italien.
Tidligere på søndagen måtte den danske venstreback Riza Durmisi se til fra bænken, mens holdkammeraterne i Lazio på eget græs slog Genoa 4-1. Lazio er placeret på ligaens femteplads med ni point.
Til gengæld fik landsmanden Jens Stryger Larsen fuld spilletid for Udinese, der på udebane vandt med 2-0 over Chievo. Udinese har otte point på syvendepladsen i Serie A.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.